Log ind her:Log ind

Pressemeddelelse

Manglende ligeløn større problem end købesex

lørdag den 06.03.2010

Danskerne er ikke i tvivl. Manglende ligeløn mellem mænd og kvinder er et langt større ligestillingsproblem end købesex eller for få kvindelige chefer. Det viser en ny undersøgelse.

Ligegyldigt om man stemmer borgerligt, eller sætter sit kryds ved et af partierne i oppositionen, så er man ikke i tvivl. Det største ligestillingsproblem i Danmark anno 2010 er ligeløn. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har foretaget for FOA.

Hele 37 procent peger på ifølge undersøgelsen, at manglende ligeløn mellem mænd og kvinder er et større ligestillingsproblem end eksempelvis manglende ligestilling af indvandrerkvinder, for få kvindelige chefer eller købesex.

”Jeg synes især regeringen bør komme ind i debatten om den manglende ligeløn. Det ville glæde deres vælgere”, siger forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, og fortsætter:

”Vi har som bekendt lige haft en ligestillingsminister, der ikke mente, at der var noget større ligestillingsproblem i Danmark. Vi mangler nu, at den nye ligestillingsminister kommer på banen, og præsenterer sit syn på ligestilling eller manglen på samme. Forhåbentlig har hun større ambitioner end sin forgænger”.

Dennis Kristensen opfordrer blandt andet ligestillingsministeren til at tage et medansvar for løngabet mellem mænd og kvinder.

”På mandag er det 100året for kvindernes internationale kampdag. En dag hvor det vil være oplagt, at den nye ligestillingsminister forholder sig til et af de helt store ligestillingsproblemer i dagens Danmark, nemlig et løngab mellem mænd og kvinder på 17,7 procent”.

Undersøgelsen fra Gallup viser også, at danskerne mener, at regeringen bør have et større fokus på at sikre ligestilling.

 

Senest redigeret den 24.03.2010

Flere kommentarer

Forbundsformand Dennis Kristensen

Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40184281

Fakta

Læs hvad danskerne mener, er det største ligestillingsproblem i Danmark